Af Per Meistrup
Fotos: Kurt Wagner
Da jeg, Per Meistrup, og min ven, Kurt Wagner, i 1969 ledte efter lidt skolesommerferieadspredelse ud i sommerlandet – læs diskotek eller lignende – fandt vi ikke rigtigt noget. Vi syntes, at det var synd, at den tidligere så berømte kro i Rågeleje blot lå ubenyttet hen, så vi mødte op hos ejeren, ejendomsmægler Helmer Petersen, for at spørge om vi måtte låne den til at lave et sommerdiskotek. Helmer havde vist travlt med at komme af sted på en forretningsrejse til Canada og derfor ikke rigtig tid til at lytte til et par 18-20-årige knægte, så angiveligt for at slippe hurtigt af med os, svarede han bare ”ja” til, at vi måtte låne den nedrivningsmodne kro og ringede til sin bror og sagde, at vi skulle have nøglerne til kroen, og at der skulle genåbnes for el og vand.
Det blev starten på en sommeraktivitet i Rågeleje, der angiveligt ikke tidligere var set og til dato, vistnok heller ikke set siden. Den 4. juli 1969 åbnede Raageleje Inn Club. ”Club” i kroens nye 69-navn var essentielt, for det var en klub. I 60’erne dukkede mange popmusik-klubber op – mest kendt var nok Gladsaxe Teen Club – og da vi ikke havde søgt om polititilladelse, blev det en klub, hvor man naturligvis skulle være medlem, for at komme ind. ”Inn”-tilføjelsen, engelsk for ”kro”, var udtænkt af den dengang populære tekstforfatter, Thøger Olesen.
I en tid længe før der var tænkt på smarttelefoner med kamera, hvor alle render rundt og snapper selfies til Facebook og Instagram, skal vi være fotoentusiasten Kurt Wagner taknemmelig for, at han rendte rundt med et gammeldags kamera med film i, det meste af den sommer og forevigede hippieinvasionen i den legendariske kro. Den havde tidligere havde lagt navn til ”Rågeleje Jazz”, men i det ny regi blev det beat- og rockmusik, for kroen blev til mere end blot et diskotek, der var både husorkester og adskillige gæstebands, som spillede op til dans hver aften. Næppe tidligere har der været så fuldt hus i kroen, som efter hippieinvasionen.
Hippierne indtog scenen efter nogle år med provoer og ungdomsoprør og var nærmest en livsstil. Det siges leksikalt, at ”det var et oprør mod det (små)borgerlige samfund”. Det forklares videre, at hippierne gik i farverigt tøj, ofte inspireret fra Østen, og dermed skilte de sig ud fra den grå masse i jakkesæt. Og fyrene havde langt hår som protest mod fastlåste og konservative kønsroller.
I stedet for det tidligere hvide restaurantionslokale blev lofterne malet sorte – for bedre hygge og intim stemning – og væggene røde, thi sådan var tidens discotrend på de populære steder i København. Da belysningen også var dæmpet der, satte vi røde elpærer i loftet, i stedet for de skarpe hvide.
I bedste hippieautonomi kom alt bare til at fungere med alene frivillig indsats, hvor hjælperne nok fik en sodavand eller et glas lyst fadøl – eller flere – for indsatsen og måske en rød pølse, til at stille den værste sult. Hver dag mødtes alle til strategimøde omkring morgenbordet – godt nok op ad formiddagen – og hvis vind og vejr tillod det, kunne morgenbordet passende kombineres med morgenbadet, eller omvendt.
Kurt Wagner og jeg havde heldigvis været cirkustossede og rejst rundt med den lille bitte Cirkus Arena i vores sommerferier – det gjaldt også Kurts søster Inge-Lise, som senere blev cirkuspræst – og med tilpas savsmuld i blodet mente vi, at der skulle noget festival til, for at bryde trivialiteten. Fra cirkuskredsen fik vi kontakt en omrejsende tivoliejer, Ronald Dennow, søn af sandsigersken Corinta. »Rågeleje er ikke en tivoli-by,« sagde han. »Folk dér, er alt for fine til byfest. Der er ingen, der er kommet derfra med penge!« Men vi skulle ikke afholde byfest, vi skulle afholde en ”festival”, og da Ronalds tivoli faktisk hed ”Ronalds Festival Tivoli”, var han med på idéen. Han ændrede sin turnéplan, for han ville bevise, at man godt kunne lave ”byfest” i Rågeleje, og komme derfra med penge.
Ronald havde for resten en svoger, der var blevet arbejdsløs, så han spurgte om vi måske kunne bruge ham til noget? Og således kom June og Peter Belli på ferie i Rågeleje, og blev en del af Raage Festival 69, hvor vi satte det gamle fiskeleje på den anden ende fra 24. til 27. juli. Vi havde lånt den store parkeringsplads til tivoli, så Strandvejen, hvor der ellers var stopforbud, blev i den anledning omdannet til parkering, da festivalen blev noget af et tilløbstykke. Legendariske Børge Kaa havde flyttet sit bilmuseum fra Helsinge til Egemosegård i Rågeleje, og sammen med veteranbilentusiaster blev festivalen tilbudt en hel parade af gamle køretøjer. Og inde i krostuen stod gæsterne på borde og stole for at få det hele med, når der var modeshow med de unge piger.
”Summer of 69” endte lykkeligt. Byen fik sin parkeringsplads tilbage, Ronalds Festival Tivoli rejste videre med en anelse flere penge i kisten, end de havde ved ankomsten, og Helmer Petersen fik sin nedrivsningsmodne kro retur – og en masse unge mennesker fik en oplevelse for livet.