Halfdan i Vejby
∷ Per Meistrup  
   ≡ 



Halfdan i Vejby

Oprindeligt en tråd i "Helsinge fra før i tiden", den 7. april 2020.


Halfdan med banjo foran hjørneforretningen i Vejby.
Foto fra Helsinge fra før i tiden (Gribskov Kommune), år og fotograf ukendt.

Jeg sidder på min terrasse, et helt andet sted i Verden, og nyder min dinner og et herligt glas rødvin, som jeg så ofte gør. Og så falder tankerne af og til på Halfdan i Vejby. Vejby er en lille by nær Nordsjællands kyststrækning. Det skyldes vinen, som jeg nogen gange køber, for eksempel i dag.

Fotografiet her er ikke mit, det har været delt før af Conni Gybel Gammelby i 2014 I Facebookgruppen, Helsinge fra før i tiden. Billedet er bare så karakteristisk Halfdan, som jeg husker ham – angiveligt taget en gang omkring 1960'erne – jeg tillader mig at låne det.

Vi københavnere, der var landliggere langs kysten fra Vejby Strand, ja måske Holløse og længere ude, og over til Raageleje-området, stoppede ofte på vej til sommerhuset for at shoppe. Og så skulle der ofte også noget vin med til weekendopholdet, eller hvad man nu var taget i sommerhus for, og vin skulle helst købes hos Halfdan i Vejby, på hjørnet af Stationsvej og Tisvildevej. Han havde vist et fint udvalg – jeg var bare stor knægt dengang – og sikkert også fornuftige priser, men det var slet ikke derfor, at man skulle handle lige der. Nej, man kom først og fremmest for at få oplevelsen af Halfdan med.

På indgangsdøren til forretningen, var der et lille skilt med teksten "Hunden bider efter klokken 18" – eller var det 20? – men hunden var nu ganske fredelig, også selv om man kom lidt for sent, uden for normal åbningstid. Ved siden af indgangen var et lille træskur med issalg om sommeren, som Halfdan's ældre mor vist passede, og bag det et pænt nyere parcelhus, hvor fru Halfdan drev damefrisørsalon fra. Forretningen lå i et gammelt stråtægt bondehus, der lignede et lille oprindeligt hus bagerst – hvor jeg mener at Halfdans mor boede – med en senere længere tilbygning til selve forretningen. "Halfdan" var vel nærmest at sammenligne med en vin- og tobaksforretning, med et lettere udvidet varesortiment med lidt af hvert. På gavlen med indgangsdøren hang et stort skilt med teksten "Gak til Halfdan og køb vin", hvilket man ikke engang behøvede, altså at "gakke", thi Halfdan havde også udbringning, som han annoncerede med: "Bringer også enkelte flasker".

Og så kom jeg til flasken, pointen i mit tilbageblik, for den vin jeg erindre de fleste købte hos Halfdan, var "den med tyren", en spansk rødvin, ikke noget specielt, bare en udmærket bordvin. Det kneb nok med at udtale fremmedartede spanske navne dengang, som "Finca de Malpica" – et vinfirma med rødder tilbage til 1772 – så importørens markedsføring "den med tyren" var genial, der hang endda en lille bitte rød plastiktyr i en snor om flaskehalsen.


Jeg har fundet en udmærket rødvin, som jeg af og til køber. Nederst på etiketten står med småt "Bodega Osborne", og så er der et meget genkendeligt ikon, en tyr – vinen er såmænd "den med tyren". Verden er ikke længere særlig stor, Kattegats blå weekend- og sommerferiebølger er for mit vedkommende, omkring 60 år senere, udskiftet med ditto ved Thailandsbugten samt helårssommer, men stadig i godt selskab med "den med tyren", og især de gode minder om Halfdan, og Helsinge og omegn før i tiden.

Per Meistrup eMail ✉
© All content is subject to copyright.
Denne side bruger session cookies, men gemmer ingen data.
© Power Media Production - version: 23-08-2024.