NOUAKCHOTT, verdens dyreste by, hvor en flaske fra Las Palmes importeret mineralvand koster 10 kroner, er udgangspunktet for vor lille ekspedition, ud i den Mauritanske ørken til århundredets solformørkelse.
Omkring 4.000 videnskabsmænd, amatør-astronomer og andet godtfolk med tid og penge nok er samlet her, for i lidt mere end seks minutter at opleve Månen totalt dække solskiven. Journalister fra hele verden støver rundt i sandet med båndoptagere, fotoudstyr og reporterblokke, for at holde de mange millioner, der ikke nåede hertil, godt orienteret om fænomenet. Mange af de, der er hernede, kendte dårligt nok landet Mauritanien, før de kom hertil, og når de rejser herfra igen, efter at have været her knap et døgn, har de atter glemt landet – kun de resultater, de bringer med sig hjem fra solformørkelsen, interesserer dem.
Det er ikke alle et årtusindes cirka 2.375 solformørkelser, der er så stor interesse for, som denne. De "lærde" fortæller, at vi skal et par hundrede år tilbage i historien for at møde en tilsvarende og, at vi først i midten af det 21. århundrede atter kan opleve det. Dermed menes der dog ikke, at solformørkelser er uhyre sjældne – der er altid mindst to om året! Når solformørkelsen her i Mauritanien den 30. juni (1973) er så interessant, er det først og fremmest fordi, den er en af de cirka 315 totale, der forekommer i et årtusinde.
En solformørkelses varighed, fra det øjeblik formørkelsen begynder ved solopgang ét sted på Jorden, til den slutter ved solnedgang på et andet, er højst ca. 6 timer. Den tilsvarende varighed for totaliteten ved en total på omkring 4 timer. På ét og samme sted varer totaliteten under en total solformørkelse højst 7 minutter og 34 sekunder. En solformørkelse er højst synlig over ca. 1/12 af jordoverfladen. Alt dette er teoretisk og kræver at formørkelsen foregår på Ekvator, samt at Solen og Månens bane skæres i en og samme vinkel – enhver afvigelse afkorter totaltiden. I det aktuelle tilfælde er totaltiden længst, 6 minutter og 50 sekunder. Midt i ørkenen ved observationsstedet mellem Atar og Akjoujt, nord for Nouakchott, er den 6 minutter og 15 sekunder.
Den store videnskabelige interesse for totale solformørkelser er, at man er i stand til at indsamle og måle en masse solfænomener, der kun lader sig betragte under nævnte forhold. Da en formørkelse kun yderst sjældent indtræffer, hvor de store veludrustede, faste observatorier er placeret, er astronomerne henvist til at opstille deres instrumenter i formørkelseszonen og dér gøre deres iagttagelser. Udrustningen af sådanne ekspeditioner kan tit være en kostbar historie. Lederen af Det Svenske Astronomiske Selskab, der er hernede med cirka 60 deltagere, fortæller mig, at man tilsammen har ofret omkring en halv million kroner på rejse og teknisk udstyr (i 1973, det svarer til omkring 3,5 million er kroner I 2024). En drilagtig sky i de afgørende minutter, har ofte gjort alle anstrængelserne omsonst. For at komme uden om alle disse vanskeligheder har navnlig den franske astronom, B. Lyot, i de senere år arbejdet på at konstruere en såkaldt coronograf – et instrument, der tillader målinger af Solens nærmeste omgivelser enhver klar dag. Med et sådant apparat opstillet i den tynde og rene luft på Pic du Midi i Pyrenæerne, er det lykkedes Lyot at iagttage de inderste og lyseste dele af coronaen udenfor en total solformørkelse.
En ganske svag anelse af skumring dækker den okkergule ørken. Alle astronomerne venter anspændt – for dem er de vigtigste øjeblikke de få sekunder lige før og efter totaliteten. Studerende fra Lunds Universitet har medbragt et sindrigt apparat til at måle spektre i den yderste corona, mens andre koncentrerer sig om stjernehimlen. Pludselig er det som om lyset slukkes og på få sekunder er her aldeles mørkt – Solens diamantring efterfølges af en strålende corona omgivet af stjerner, som var det nat. Hele vejen rundt i horisonten anes et morgenrødt skær på grund af Månens forholdsvis lille skygge på Jorden. De indfødte, beduinerne, kaster sig til jorden – beder, synger og skriger af rædsel – de tror Dommedag er kommet! Fra 10.41 til 10.46 oplever vi dette helt fantastiske syn – og forstod man ikke før astronomernes fanatisme for dette fænomen, er man overbevist nu – og parat til at rejse til Ceylon i 1980, for atter at opleve dette helt ubeskrivelige.
Et hold videnskabsmænd med kostbare instrumenter er tidligere på dagen gået ombord i overlydspassagerflyet Concorden på Las Palmas, og med en hastighed af næsten to en halv gang lydens, suser de afsted mere end 20 kilometer over ørkenen, for at opleve en næsten 80 minutters totalitet, før de atter lander i Nairobi.
Da skyggen når vort observationssted, forbavses vi over, at temperaturfaldet er enormt og i løbet af et øjeblik hundefryser vi. Da sol- og dermed dagslyset vender tilbage, sker det lige så pludseligt, som det forsvandt og et kort øjeblik fornemmer man Månens skygge fare hen over ørkenen! De store temperatursvingninger bevirker vindaktivitet og i en halv time raser en sandstorm i kølvandet af formørkelsen. (Den tørre ørkenluft har ingen drivhuseffekt, så den manglende solopvarmning medfører straks et voldsomt temperaturfald).
Sent samme aften forlader de fleste af de cirka 4.000 tilskuere tilfredse og trætte Mauritaniens lille hovedstad. Enkelte har brugt op til 20 år på at forberede, hvad de oplevede i dag, og i de kommende år skal de indsamlede resultater nøje studeres. Om syv år mødes de fleste igen i Østen og jeg kan varmt anbefale alle, at sikre sig en plads til Ceylon - det er en oplevelse uden sidestykke og helt ubeskrivelig.
Diamantring:
I det øjeblik Månen dækker Solen fortsætter sollyset gennem de dybeste månedale og medfører et lysfænomen, hvor det ser ud som om, der er en lysende ring af diamanter på himlen. Det hele varer kun få sekunder – så er det væk igen.
Læs mere om solformørkelsen i 1973 på engelsk hos space.com:
One of the longest solar eclipses on Earth darkened the sky 50 years ago. Here's how it happened..png)